Generelt
Sundhedsstyrelsen fastsætter løbende regler for sygehusenes indberetningspligt. Disse regler udarbejdes under hensyn til ønsket om en nøjagtig medicinalstatistik. Afdelingerne er forpligtet til at følge disse regler. Alle data indberettes til Landspatientregistret (LPR).
Alle patienter, som har været i kontakt med et sygehus (indlagte så vel som ambulante) skal kodes og indberettes med mindst én diagnose. Indlagte patienter indberettes ved udskrivelsen. Ambulante patienter indberettes senest 30 dage efter det ambulante forløbs på begyndelse.
Alle patienter, der har været behandlet på afdeling M (såvel ambulante, sammedagskirurgiske som indlagte patienter) skal ved afslutningen af forløbet tildeles mindst én diagnosekode, som skal indberettes som aktionsdiagnose (A) . Der kan under indlæggelsen opstå komplikationer eller sygdomme, som har betydning for forløbet. Disse sygdomme skal ligeledes indberettes som bidiagnoser (B).
Alle patienter, der gennemgår operative indgreb, skal have tildelt mindst én operationskode . Såfremt der foretages flere procedurer i samme anæstesi registreres disse som deloperationer, uanset om de udføres gennem en eller flere forskellige incisioner.
Nedenfor er anført definitionerne på de enkelte diagnosetyper.
Der udleveres en oversigt over de hyppigst anvendte diagnosekoder, bidiagnosekoder og operationskoder på afdeling M til alle læger. Disse skal anvendes, og kun når der tale om en væsentlig afvigelse herfra, skal de koder, der er angivet i Sundhedsstyrelsens officielle fortegnelser anvendes.
DRG-systemet
Grundprincippet i DRG-systemet er, at diagnoser, operationer og deres kombinationer værdisættes. Heraf følger, at kun såfremt diagnose- og operationskodningen, herunder i særdeleshed kombinationerne, er nøjagtige nok, vil det korrekte budget blive tildelt Bispebjerg Hospital. Det er derfor afgørende vigtigt for ressourcetildelingen, at kodningen foretages korrekt. Se i øvrigt nedenfor under gennemgang af DRG-systemet.
Ansvar for kodningen
Det er lægerne der stiller diagnoserne og udfører operationerne. Det er derfor også lægerne, der har ansvaret for at de rigtige diagnose- og operationskoder bliver indført i Orbit under arket Operationsdokumentation og dikteret i journalen.
Det er sekretærerne, der har ansvaret for at indberette de rigtige diagnose- og operationskoder udfra lægernes beslutninger.
Det er afdelingslægernes ansvar, at kontrollere at kodningen er korrekt, når de underskriver epikrisen.
Alle patienter skal have en diagnosekode, og evt. en eller flere bidiagnosekoder ved deres første kontakt med afdelingen. Det er derfor den første læge, der dikterer i journalen, der har ansvaret for at dette sker. Det senere forløb kan i visse tilfælde medføre, at aktionsdiagnosen ved afslutningen af patientforløbet må ændres, dette vil dog kun være aktuelt i enkelte tilfælde.
Ambulante patienter – praktisk tilrettelæggelse
Der henvises ofte patienter til afdelingen, hvor der pga. tilstanden skal iværksættes et ambulant udredningsprogram, i andre tilfælde afsluttes patienten efter en ambulant undersøgelse, idet der ikke findes indikation for operation. Disse patienter skal i forbindelse med første patientkontakt have tildelt en diagnosekode , uanset om der efterfølgende skal foretages operativt indgreb eller ikke. Denne diagnosekode anføres til sidst i det journalnotat, der dikteres ved det første besøg. f.x.
/Chondromalacia patella sin. M 22.4/
Elektive patienter - praktisk tilrettelæggelse
Alle elektive patienter skal have tildelt en diagnosekode og eventuelt én eller flere bidiagnosekoder samt en planlagt behandlingskode . Disse koder noteres af den forundersøgende læge på det gule skema, der udfyldes i forbindelse med forundersøgelsen, og som betragtes som en del af journalen. Det gule skema anvendes herefter af sekretæren, som indtaster koderne, der således indberettes til ventelisteregistret. Herudover dikteres diagnosen og den dertil hørende kode i indlæggelsesjournalen efter den objektive undersøgelse og konklusionen, f.x.
/Athrosis primaria coxae dxt. M 16.1/
Akutte patienter – praktisk tilrettelæggelse
Ved enhver akut indlæggelse, herunder også overflytninger, skal patienten tildeles en diagnosekode og evt. èn eller flere bidiagnosekoder . Koderne dikteres af den journalskrivende læge, og indføres sidst i indlæggelsesjournalen efter den objektive undersøgelse og konklusionen. Sekretæren anvender denne kode som basis for indberetning, f.x.
/Fractura patella. S82.0/
/NIDDM E10.5/
Operative indgreb – praktisk tilrettelæggelse
Ved ethvert operativt indgreb, hvad enten det foregår på patienter indlagt på afdeling M eller patienter indlagt på andre afdelinger, skal der, når operationen er afsluttet foretages en afslutning af indgrebet i ORbit. Det er operatørens ansvar at denne registrering foretages. Færdigregistreringen foretages på fanebladet "Operationsdokumentation". Som udgangspunkt skal man blot anvende den diagnose og operationskode, som automatisk laves af Orbit. På dette anføres såvel den primære operation som evt. deloperationer. Det er lægens ansvar at prioritere disse, se nedenfor under definitioner. Såfremt der foretages mere end en operation i samme anæstesi skal alle operationskoder påføres uanset om de er foretaget gennem en eller flere incisioner.
Operatøren dikterer en operationsbeskrivelse og sekretæren henter data, når operationsbeskrivelsen færdiggøres fra Orbit, således at disse kan indføres det patientadministrative system. Operationskoden dikteres også i operationsbeskrivelsen f.x. Artroscopia genus sin. NGA 11
Udskrivelse – praktisk tilrettelæggelse
Afdelingen er ved afslutningen af et patientforløb, i dette tilfælde en indlæggelse, forpligtet til altid at tildele patienten én aktionsdiagnose og ved behov endvidere bidiagnose(r).
I forbindelse med alle udskrivelser skal den udskrivende læge, enten dagen før eller på udskrivelsesdagen, diktere en epikrise. Lægen skal tildele patienten en aktionsdiagnose (A) og evt. en eller flere bidiagnoser (B). Herudover kan der tildeles en tillægsdiagnose med henblik på yderligere at specificere tilstanden. Se nedenfor under definitioner.
Det er afgørende vigtigt, at der anvendes samtlige relevante koder, herunder i særdeleshed bi- og grunddiagnoser, for at karakterisere patientens sygdomstilstand.
Lægen dikterer diagnoserne til epikrisen i rækkefølgen:
1. Aktionsdiagnose (A)
2. Bidiagnose (B)
3. Vigtigste operation (V) (vælges mellem de primære operationer, såfremt der er foretaget flere end et operativt indgreb under én indlæggelse på baggrund af de operationer, der er registreret i det patient administrative system. Almindeligvis vil der kun være foretaget én operation, hvorfor operationskoden overføres direkte fra GS) jf. nedenfor under “operationskoder - definitioner”
For alle aktionsdiagnoser (A) i intervallet DS00-DT79.9, dvs. traumer, forgiftninger og anden voldelig legemsbeskadigelse, skal kontaktårsag og ulykkeskodning også indberettes. Disse indberettes af sekretærerne ud fra oplysningerne i journalen.
Diagnosekoder – definitioner
Der findes flere diagnosearter:
Aktionsdiagnose (A)
Den diagnose, der ved udskrivning eller afslutning af den aktuelle patientkontakt bedst beskriver den tilstand, der har medført indlæggelse eller ambulant besøg/forløb og som er den væsentligste årsag til det gennemførte undersøgelses- og behandlingsprogram, dvs. den lidelse, som man under indlæggelsen rettede sin “aktion” imod. Der kan kun tildeles én aktionsdiagnose per afsluttet patientkontakt. Når der er konkurrerende aktionsdiagnoser, anføres den væsentligste som aktionsdiagnose, og de øvrige som bidiagnoser.
Bidiagnose (B)
Anvendes til nærmere beskrivelse af indlæggelsesårsager/forhold/sygdomme, som har betydning for forløbet. Komplikationer, der opstår under indlæggelsen, fx pneumoni, AMI etc. anføres også som bidiagnoser. Der kan anføres flere bidiagnoser.
Grundmorbusdiagnose (G)
Denne indberetning er kun aktuel indenfor den psykiatriske registrering og anvendes ikke i afdeling M.
Der må aldrig byttes om på aktionsdiagnose og bidiagnose. Dette vil medføre en betydelig ændret værdiansættelse i DRG-sammenhæng.
Tillægskoder
De enkelte koder kan tilføjes yderligere oplysning, hvis der adderes en tillægskode. Tillægskoden er altså ikke en selvstændig kode, men angiver en yderligere specifikation af den primære kode. Når der anvendes tillægskoder, skal der anføres et “ ” mellem den primære kode og tillægskoden.
Der skelnes mellem tre operationsarter:
Primær operation (P)
Den primære (tungeste, mest ressourcekrævende) operation i et operativt indgreb.
Deloperation (D)
Deloperation i et operativt indgreb uden at være den primære, tungeste operation.
Vigtigste operation (V)
Vigtigste operation i en afsluttet kontakt (indlæggelses- eller ambulant forløb). Den operation der mest direkte relaterer sig til patientens aktionsdiagnose eller den mest ressourcetunge operation udført under én indlæggelse. Dvs. den operation, der under selve indgrebet kræver flest ressourcer, og derfor også ofte er den længstvarende operation.
De fleste patienter bliver kun opereret én gang under én indlæggelse, i disse tilfælde overføres operationskoden direkte fra den registrerede kode i GS til epikrisen, dvs. at lægen ikke skal diktere operationskoden i sådanne situationer.
Hvis en patient opereres to eller flere gange under én indlæggelse, kan det forekomme, at der er angivet to eller flere primære operationer i forbindelse med kodningen af operationerne. Når patienten udskrives skal operationerne indberettes. Ved hvert af de operative indgreb er den primære (tungeste) operation udnævnt til (P) og eventuelle deloperationer til (D). Ved udskrivelsen skal der nu blandt de primære operationer (P’erne) udvælges den, der er indlæggelsens vigtigste (tungeste, mest ressourcekrævende) operation, og denne skal skifte operationsart fra (P) til (V) og indberettes som (V). Som eksempel kan nævnes, patienten med en inficeret alloplastik, der opereres i to trin. Ved afslutningen vil den vigtigste operation være genindsættelse af en ny alloplastik. Dette skal angives af den udskrivende læge ved epikrisediktatet og indberettes af sekretæren.
Når afdelingslægen underskriver epikrisen, skal denne kontrollere, at der er taget stilling til, hvilken operation der er den vigtigste (V).
Diagnose- og operationskodeoversigt
I denne instruks er angivet de hyppigste anvendte diagnose, bidiagnose- og operationskoder, se Basiskoder. Disse koder en envidere udarbejdet i en lommeudgave, der udleveres i sekretariatet. Denne kodeoversigt skal anvendes ved kodningen, og kun når der er tale om en væsentlig afvigelse herfra, skal de koder, der er angivet i Sundhedsstyrelsens udgivelser om SKS systemet anvendes. Koderne kan i øvrigt findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk.
Særlige diagnoser
ICD-10 kodereglerne indeholder ikke de samme muligheder for at kombinere koder med modifikationer, som tidligere systemer, nedenstående regler skal derfor anvendes i særlige tilfælde:
Obs pro.
I daglig lægelig diagnoseangivelse anvendes ofte “obs pro.-diagnosen”. Der findes ingen kode for denne i det nugældende kodesystem. Obs pro-diagnosen angives derfor ved som aktionsdiagnose at anvende
- Z04.1 undersøgelse og observation efter færdelsulykke
- Z04.2 undersøgelse og observation efter arbejdsulykke
- Z04.3 undersøgelse og observation efter andet ulykkestilfælde
en tillægskode for den konkrete tilstand
Indlægges en patient efter en færdelsulykke på mistanke om en olecranon fraktur, der dog ikke findes, angives koden som
Z04.1 S52.0 (olecranon fraktur)
Operata
Det forekommer ofte, at patienter indlægges med følger efter tidligere at være opereret, fx følger efter en collum femoris-fraktur, og det er denne der er årsag til den nye indlæggelse. I dette tilfælde angives aktionsdiagnosen som
- Z47.8, anden specificeret efterbehandling efter operation
en tillægskode for den konkrete tilstand.
Hvis der der fx tale om en patient, der indlægges med følger efter en opereret collum femoris-fraktur, vil aktionsdiagnosen skulle indberettes som
Z47.8 S72.0 (fractura colli femoris).
Kort gennemgang af DRG-systemet
DRG-systemet (diagnoserelaterede grupper) er et system, der er udviklet i USA. Systemet har gennemgået en tilpasning, og anvendes på nuvæ rende tidspunkt i Norge og Sverige, og fra år 2000 også i Danmark i form af det såkaldte DRG system, med henblik på tildeling af ressourcer til sygehusene. DRG-systemet angiver den økonomiske vægt ved behandling af den enkelte patient, og det er derfor afgørende, hvorvidt der blot er tale om en ukompliceret patient, der gennemgår en ukompliceret operation, eller der er tale om en patient med medicinske komplikationer, der gennemgår et operativt indgreb, hvor der udfø res flere operationer. I sidstnævnte tilfælde kan den økonomiske værdi af de flere operationer og komplikationerne være dobbelt så stor som i første tilfælde, hvilket naturligvis modsvarer, at udgifterne til at behandle disse patienter også er meget store. Disse forhold indberettes alene via den diagnosekodning, der foretages i forbindelse med udskrivning fra afdelingen og indberetning til Landspatientregisteret. Det er således diagnose- og operationskodningen der er afgørende for, hvilke ressourcer de enkelte sygehuse tildeles. Det er derfor afgørende vigtigt , at diagnose- og operationskodningen er så nøjagtig og detaljeret som muligt.
Overordnet skal der kodes ud fra en ressourceforbrugsvinkel, dvs. at de koder, der angives som aktionskoder og som den vigtigste operation, begge skal være de koder, der er de mest “ressourcetunge”.
Den videre tildeling af ressourcer til sygehusene foregår nu ved en opdeling af “produktionen” i mere end 500 DkDRG-grupper, som hver udløser en vis DRG-værdi, der kan omsættes til danske kroner. Disse enkelte grupper har man søgt at gøre klinisk sammenhængende og nogenlunde homogene med hensyn til ressourceforbrug.
DkDRG-systemet er opbygget således, at der sidst i alle hovedgrupper findes en “skraldespandsgruppe”, som hedder “Andre diagnoser og operationer”. Denne gruppe udløser en mindre DRG-værdi end mere specifikke diagnoser. Hvis man koder sjusket eller uspecifikt placeres patienten i denne gruppe. Denne gruppe er i øvrigt karakteristisk ved, at have cifret 9 på fjerde position i diagnosekoderne, idet der her er tale om en diagnose “Uden specifikation”.
Som det fremgår svarer kodning og indberetning af en sygehuspatient til udskrivning af en regning til “systemet”. Der er således tale om en dokumentation for ressourceforbruget, og dermed også det grundlag, der anvendes i tildeling af ressourcer til hospitalet.
Udarbejdet af Benn Duus den 01-11-01
12-12-02: Gennemgåt uden ændringer (OR)
30-05-2005 : Blå skema erstatter det grønne skema.
Der er ændringer i "Oversigt over relevante tidspunkter for kodning og relevante koder (ALJ)
28-08-09 Ajourføring af registreringsmetoder m.v. Benn Duus