Afdeling M har sin egen operationsgang MOA, alle ortopædkirurgiske operationer foretages her. Der afvikles i dagtiden en række elektive lejer fordelt på såkaldte turbostuer (se instruks 4.2.2), andre elektive lejer og akutte lejer.
Afdelingen råder i aftenvagt (kl. 15.30-23.15) på hverdage over et operationsleje, hvor personalet er i tilstedeværelsesvagt og i weekends, samt på søgnehelligdage (kl. 07.30-23.15) ligeledes over et operationsleje med personalet i tilstedeværelsesvagt.
Det er boligvagtens ansvar at prioritere operationerne og også tage stilling til, om boligvagten selv skal operere på ét af lejerne.
Nattevagt (hverdage og søn-og helligdage)
I perioden 23.15-07.30 er operationspersonalet på operationsgangen i rådighedsvagt fra bolig. Som følge heraf skal operationspersonalet indkaldes til tjeneste på operationsgangen, hvis der findes behov herfor.
Det er altid bagvagten, som afgør, hvilke patienter der har behov for akutte operationer om natten, og derfor også bagvagten, som tager stilling til, om der er behov for at indkalde operationssygeplejersker til akutte operationer om natten.
Nedenfor listes en række patientkategorier, hvor det kan være aktuelt med akut operation om natten:
· Luksationer i ankel, skulder og knæ (ikke patella) samt traumatiske hofteluksationer
· Lukseret hoftealloplastik med smerter
· Luksationsfrakturer/svært dislocerede frakturer, hvor huden er truet
· Åbne frakturer
· Frakturer med kar/nervepåvirkning, specielt albuer
· Større blødninger
· Compartmentsyndrom
· Nekrotiserende fasciitis
· Toksiske amputationspatienter
Ovennævnte liste er ikke udtømmende og det skal understreges, at det altid – og alene - er bagvagten, som ud fra en lægelig vurdering af den konkrete patient, afgør om der er behov for akut operation om natten.
Det skal samtidig bemærkes, at der kun er ét anæstesihold til rådighed i perioden kl. 23.15-07.30. Hvis bagvagten derfor finder indikation for operation på dette tidspunkt, skal den nærmere plan for tidspunktet konfereres med bagvagten på afdeling Z og afdeling K, således at det sikres, at der ikke planlægges kirurgi både på afdeling M og afdeling K på samme tidspunkt.
Operationspersonalet i rådighed fra bolig skal først tilkaldes når tidspunktet er aftalt, jf. ovenstående.
Hygiejniske forholdsregler
Før 1990, hvor de generelle hygiejniske forholdsregler (det procedurerelaterede regime) til forebyggelse af sygehusinfektioner blev indført, var det almindeligt at inddele operationsstuer i “ rene” og “urene” stuer afhængig af, hvilken type indgreb der skulle udføres. Dette begrænsede brugen af de enkelte stuer. Stor fleksibilitet er en forudsætning for, at stuekapaciteten udnyttes optimalt, når operationsprogrammet skal afvikles hensigtsmæssigt i de givne fysiske rammer. En begrænset brug af de enkelte stuer er i dag ikke længere begrundet i hygiejniske forhold, men kan være begrundet i andre praktiske forhold så som stuens indretning, inventar og lignende.
Brug af stuer
Hvis det af praktiske grunde vil være hensigtsmæssigt for en effektiv afvikling af operationsprogrammet at reallokere den hidtil aftalte operationsfordeling på MOA 1 & 2 er dette tilladt uanset indgrebets renhedsgrad. Undtaget herfra er alloplastikoperationer, som kun må foretages på stue 1,2 og 3.
Forudsætninger
Det forudsættes at de gældende hygiejniske retningslinier vedrørende:
overholdes som foreskrevet i “Hygiejnehåndbog” på BBH-Inet.
Før operationen
Såfremt man ønsker at lette rengøringen efter indgreb på inficerede områder (= renhedsgrad 4), kan overflødigt udstyr fjernes fra stuen inden indgrebet.
Under operationen
Arbejdet udføres, så risiko for kontaktsmitte med spredning af mikroorganismer via direkte og indirekte kontakt undgås. Det vil sige:
- undgå stænk og sprøjt fra det operative felt
For gulvpersonalet gælder:
- rene og urene procedurer adskilles
- brug af engangshandsker ved risiko for forurening af hænderne med smitsomt materiale
- håndhygiejne før rene og efter urene procedurer
Efter operationen
- Rengøring af stuen ifølge forskriften. Husk at:
- rengøringstype 2 (= slutrengøring) “nulstiller” stuen og skal altid anvendes efter operation på inficerede områder, herunder også patienter som mistænkes for at være koloniseret/inficeret med multiresistente bakterier
- Klæd altid om efter urene operationer = renhedsgrad 4.
Denne vejledning er forelagt og godkendt af Hygiejneorganisationen, BBH.
Ændringslog
Udarbejdet af ZOA / Benn Duus den 28-07-98
01-11-01: Revideret
Udarbejdet af ZOA / Benn Duus den 28-07-98
01-11-01: Revideret
28-06-2006 : Instruksen er generelt ændret.
09-07-09: Ændringer efter etablering af MOA